Food Festival Tilbud

Rydalsgaard har haft en ualmindelig travl og fornøjelig weekend på Aarhus Food Festival! Vi har aldrig nogensinde på så kort tid snakket med så mange mennesker, der har en holdning til hvad de spiser og hvordan vi behandler dyrene og naturen. Vi er så glade for at så mange tænker som os. – Ja, okay. Der var også et par stykker, der sagde: ’Det var godt nok en lang historie, for at få en smagsprøve.’

Lige nu har vi et helt specielt Foodfestival-tilbud, med produkter som vi ikke normalt tilbyder, til jer der ikke havde lejlighed til at besøge vores stand på Tangkrogen i weekenden: Vi sælger

  • stor økologisk kødpakke: 3 kg hakket Angus oksekød, 2 pk Angus oksefrankfurtere à 7 stk., 2 Angus oksespegepølser for 500,- kr.
  • lille økologisk kødpakke: 2 kg hakket Angus oksekød, 1 pk Angus oksefrankfurtere à 7 stk., 1 Angus oksespegepølse for 300,- kr.

En god og enestående lejlighed til at prøve vores økologiske Angus; hvis man endnu ikke er helt klar til at købe vores sædvanlige store portioner.

Kødet skal afhentes fredag den 8. september fra Djurs Slagtehus i Allingåbro. 

Skriv til os på rydalsgaard@rydalsgaard.dk hvis du er interesseret i at købe.

 

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Food Festival Tilbud

Rydalsgaard på Foodfestival

Kom og mød Rydalsgaard på Nordens største madfestival! ’Foodfestival’ løber af stablen i den kommende weekend i Tangkrogen i Aarhus og Rydalsgaard er med alle tre dage fra 1.-3. september. Kom hvis du aldrig har fået prøvet vores gode økologiske Anguskød eller hvis du synes vi normalt sælger i for store portioner, eller hvis du bare har lyst til at hilse på os. Festivalen er åben fredag 13-19, lørdag 10-19 og søndag 10-17. Børn under 10 år kommer gratis ind, billet pr dag koster 80 kr., en tredages billet koster 160. Læs mere på festivalens hjemmeside: http://www.foodfestival.dk/  eller i Jyllands-Postens festivaltillæg: http://www.e-pages.dk/jp/2905/

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Rydalsgaard på Foodfestival

Høsten i hus

Høsten på Rydalsgaard startede – og sluttede i lørdags! Vi har endelig besluttet at sende vores gamle Dronningborg på pension og havde hyret Bay ind med hans lidt mere moderne mejetærsker. Det var en god ide, fordi vi nu fik det hele overstået på en dag.

Vi høstede 5 ha vinterrug og 3 ha havre. Det meste sælges til DLG, men selvfølgelig ikke det vi skal bruge til vinterfoder til de dyr, der skal fedes op.

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Høsten i hus

En god dag at dø?

31.7.2017 : Umiddelbart forbindes døden oftest med noget dårligt og sørgeligt. Men som kødkvægsavler er døden jo det uundgåelige mål, man arbejder frem mod, for at få udløst belønningen for sin indsats. Dyrenes død vel at mærke. Alligevel er det en meget ambivalent følelse man har, hver gang der skal leveres dyr til slagteriet. Det er et respektfuldt ansvar man påtager sig.

I år blev det pludselig sommerferie uden vi nåede at få aftalt slagtninger. De største tyre i flokken var derfor blevet noget ”mandhaftige”, og der har været et par nætter, hvor det har været svært at sove roligt, når de lige skulle konkurrere i, hvem af dem der kunne brøle mest rå urkraft ud under den stille nattehimmel.

Derfor har vi set frem til slagtedagen i dag. Og her til eftermiddag, hvor det hele er overstået, sidder man tilbage med en så veltilfreds fornemmelse i kroppen, at det må deles med andre.

Perfekt vejr. Logistik med dyrlægesyn, læsning og transport til slagtehuset, der bare klappede. Fire perfekte aflivninger uden stress og fire leverede tyre, skinnende blanksorte udfyldte og muskuløse, så man virkelig føler ydmygheden ved at håndtere kroppe med så optimal fitness.

Det er altså dyr vi er stolte af. Og endnu bedre er det, at de to allerede er afsat til kunder på vores mailliste, den tredje til vores faste aftager gaardmester.dk og den sidste skal klargøres til vores deltagelse i Food Festival i Århus den 1.-3. september.

Billedet viser, hvor to af kæmperne lagde sig for sidste gang. I blomsterne ved vandhullet på den mark, som de har kendt siden de blev født for godt to år siden. Tyre har nok – heldigvis – ingen fornemmelse for døden, og om dagen i dag var en god dag at dø.

Men det var en god dag at være angus-avler.

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til En god dag at dø?

Natur der dur

Et velbesøgt arrangement i samarbejde med Økologisk Landsforening, hvor et par af deltagerne havde taget turen hele vejen fra Esbjerg-kanten! Formålet med markvandringen var at vise hvordan naturpleje kan kombineres med dyrkning af jorden og aftenens budskab ramte direkte ned i den igangværende diskussion, om økologisk landbrug overhovedet gør noget godt for biodiversiteten?

På Rydalsgaard giver vi plads til naturen – på vores 56 hektar har vi bl.a. ynglende rørhøg, grågæs, agerhøns, skovmår, stor vandsalamander og okkergul pletvinge. Ikke nødvendigvis som et direkte resultat af den økologiske driftsform, men absolut som resultatet af den økologiske landbrugs grundtanke. Rigtig økologi arbejder med helheden i bedriften, hvor både det dyrkede og udyrkede areal indgår i et naturskabende samspil. En helhedsbetragtning der i øvrigt går igen i forhold til klima, næringsstoffer, socialt ansvar, landdistriktsudvikling og alle de andre sammenhænge som gården også indgår i.

Foto: Karen Munk Nielsen, Økologisk Landsforening

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Natur der dur

Markvandring på Rydalsgaard

Torsdag den 13. juli afholder vi markvandring på Rydalsgaard i samarbejde med Økologisk Landsforening . Læs mere og meld jer til her: https://okologi.dk/newsro…/2017/…/markvandring-natur-der-dur

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Markvandring på Rydalsgaard

Rydalsgaard er en del af Engagefood

Siden efteråret har Rydalsgaard været en del af Engagefood, som er en del af Region Midtjyllands fødevaresatsning. Vi har haft besøg af kokken Per Mandrup fra Det Grønne Museum, der overbeviste os om de kvaliteter, som det økologiske oksekød vi producerer indeholder; og gennem sparring med museumsinspektør Bettina Buhl, også fra Det Grønne Museum, er vi blevet klar på historien om hvem vi er og hvad vi står for. Det har givet et stærkt forbedret afsæt for at kunne markedsføre vores produkt. Forløbet ender med at vi deltager i Food Festival i Tangkrogen 1., 2. og 3. september, hvor vi håber at møde både nye og gamle kunder.

For os handler det dog lige så meget om det gode liv, som om at sælge noget. Læs Bettina Buhls blog her: http://stiften.dk/BLOG/Med-gummistoevler-i-marken-oestjysk-madkultur-naar-det-er-bedst/artikel/450158

Hjælp os gerne med at blive mere synlige ved at like og dele vores side på Facebook

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Rydalsgaard er en del af Engagefood

Sæsonens første slagtning

er aftalt med Slagter Drachmann  i Allingåbro. Vi forventer at der er smagfuldt økologisk Angus oksekød klar til afhentning om ca 14 dage. Vi tilbyder ungtyr i ottendedele eller kvarte og hakket oksekød af ko i denne omgang.

Skriv til os på rydalsgaard@rydalsgaard.dk hvis du er interesseret i vores kød.

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Sæsonens første slagtning

Økodag 2017

Selvom Rydalsgaards dyr går ude året rundt er det altid en fornøjelse at blive lukket ind på en stor eng med saftig, nyt græs.

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til Økodag 2017

De nye kalve skal øremærkes

Det er bedst at få kalvene øremærket så hurtigt som muligt efter fødslen. De er ikke SÅ glade for at stå stille. Og mor er bekymret! Heldigvis var det ikke så slemt. – For os var det en ud af de 25.

Udgivet i Aktuelt | Kommentarer lukket til De nye kalve skal øremærkes