Produkter og priser

Vores produkter

Vores ungtyre og kvier sælges oftest i ottendedele eller i fjerdedele, mens vi sælger køerne som hakket oksekød og ’gode’ udskæringer.

Vi tilbyder to varianter: En ’gammeldags’ ottendedel, slagtehusets standard-finpartering, som består af 8-10 kg hakket oksekød, en del ’gode’ stykker som steaks, filet, mørbrad og en lidt større andel, der består af bov, tværreb, tykkam o.l. Og en ’moderne’ ottendedel, hvor de stykker, som mange travle familier synes er lidt besværlige bliver hakket, så der bliver forholdsvis mere hakket okse og kun ’gode’ stykker. Kødet er pakket i en papkasse med farsen i en plastiksæk, så det skulle ikke være nødvendigt at medbringe emballage. Kødet er udskåret så det er lige til at putte i poser til fryseren, og slagteren plejer at lægge mærkesedler på de enkelte udskæringer.

Der afregnes i forhold til slagtevægt – dvs. den vægt slagteren registrerer. Mange undres med rette over, at nettovægten af det kød, de får hjem er nogle kilo lavere end det fakturerede (pga. fraskæringer ved finparteringen), men det er nu engang den gængse måde at afregne på.

Eksempel på hvad en gammeldags ottendedel kan indeholde:

mørbrad, gullasch, roastbeef, minutbøf, engelsk bøf, oksehøjreb, bankekød, flanksteak, tykkamsteg, bovstege, bryst, osso buco, tværreb, kraftben, ca. 10 kg hakket okse

Eksempel på hvad en moderne ottendedel kan indeholde:

engelsk bøf, minutbøf, gullasch, mørbrad, culotte, flanksteak, koteletter, bankekød, kraftben, ca. 18 kg hakket okse

 

Sådan foregår handelen

Vi sælger vores kød via reglerne for stalddørssalg. Det betyder, at der kun sælges i større partier (dvs. 1/8 el. 1/4 okser), og da kødet skal afhentes af vore kunder direkte fra slagteriet, er det oftest slagterens kalender, der bestemmer, hvornår I skal være klar til at fylde fryseren med kød.

Hele handelen foregår elektronisk. Du tilmelder dig vores mailing liste (send en mail til rydalsgaard@rydalsgaard.dk), og derefter vil du modtage en e-mail når vi slagter. Hvis du er interesseret i at købe besvarer du bare denne mail og efterfølgende vil du modtage en bekræftelse på handelsaftalen sammen med nærmere oplysninger om afhentningen. Sammen med bekræftelsen sender vi din faktura, så der kan betales over netbank. Beløbet skal betales inden afhentningen.

Kødet sælges pt til en pris på 70 kr./kg slagtevægt – inklusiv slagtning, finpartering og moms.