Som udgangspunkt skal man nok være forberedt på at det er en anden oplevelse end man forventer. Vores dyr lever, som det forhåbentlig allerede er kendt, udelukkende af græs; det vil sige at de vokser naturligt og langsomt – og bæredygtigt i forhold til klima og natur. Den langsomme tilvækst betyder en forbedret smag, men man ‘taber’ en smule på mørheden.
En længere hængetid fremmer mørheden, og giver samtidig en kraftigere smag. Mørt oksekød, som man kender det fra køledisken, får man ved at tage de unge tyre fra og opfodre dem med højenergifoder (soja), derved opnår man hurtig og maksimal (unaturlig) tilvækst. Vi har valgt at give dyrene, den tid det tager at vokse til. Og spisekvaliteten er i top, selvom det måske kræver en dygtig kok.
Følgende fremgangsmåde er afprøvet på bøffer af filet fra en ældre ko og de var fremragende:
Start med at brune bøffen af på begge sider på en meget varm pande uden fedtstof, et minut på hver side.
Kom fedtstof i panden, krydr med salt og peber og steg bøffen 3 minutter på hver side.
TIPS: Ifølge Umut Sakarya kan man teste om panden er varm nok ved at holde hånden over panden og tælle til fire; hvis man kan holde den der længere er den ikke varm nok. Ifølge Per Mandrup bliver bøffen bedre, hvis den er skåret tykkere end man normalt ser det i supermarkedet, ca. 2 cm.